Høkerens Datter hun elskede mig,
Derfor til hende saa tidt gik min Vej,
Ind over Gaarden jeg listede mig,
Hanen den galte og Hønsene skreg,
Høkerens sae: "Lad Hønen gaa,
Vil du nu bare la' Hønen gaa!"
Han var nu ikke med og saa
Sa'e han: "Vil du la' Hønen gaa."

Ofte jeg kom der, for hun var mig huld,
Og der var Skjønhed, ja og der var Guld,
Høkeren anede slet ingen Ting,
Troede, jeg løb efter Høns der omkring.
Altid han sa'e: "Lad Hønen gaa,
Vil du nu bare la' Hønen gaa,
Du vil nok plukke min Høne, naa,
Men du skal bare la' Hønen gaa."

Ofte han sa'e: "Da du veed, at jeg har
Kostbare Høns, ja den Polske saagar,
Hvor kan du saa være dum nok og tro,
At du i saadan en Fugl kan faa Klo.
Jeg siger blot: Lad Hønen gaa,
Du skal nu bare la' Hønen gaa,
Hønsesteg kan du ikke faa,
Vil du saa bare la' Hønen gaa."

Saa ud i Skoven vi kjørte en Dag,
Bordet og Maden var Datterens Sag,
Ind i et Skovløberhus tog hun Vej,
Jeg stormed efter, strax Hønsene skreg.
Høkeren sa'e: "Lad Hønen gaa,
Kan du da ikke la' Hønen gaa,
Hvad mon den Dreng dog tænker paa,
At han kan ikke la' Hønen gaa?"

Men saa en Aften han fangede mig
Ovre hos Datteren; der blev Staahej,
Endelig sa'e han: "Mit Barn kan du faa,
Gift hende, men lad saa Hønsene gaa.
Hører du det: Lad Hønen gaa.
Gift jer, men blot la' Hønen gaa,
Jeg vil ha' Fred og Ro, og saa
Gift Jer, men saa lad Hønen gaa.

Verden staar aaben for dig og for mig,
Naar I er gift, kan I flytte jer Vej!"
Saa tog jeg Datteren, hun blev min Brud,
Og De kan tro, hun er yndig, ved Gud!
Høkeren sae: "Lad Hønen gaa,
I skal nu blot la' den Polske gaa!"
Naar vi besøger ham, ja saa
Skriger han strax: "Lad Hønen gaa!"